Et fælles ansvar for adfærd & Kommunikation

Tryghed, dialog og fællesskab i Rødovre Ishockey


I Rødovre Ishockey arbejder vi hver dag for at skabe et miljø, hvor alle trives, både på og uden for isen. Vores klub skal være et sted præget af tryghed, sammenhold og udvikling, hvor man føler sig velkommen, respekteret og har lyst til at være en del af fællesskabet.


Vi ønsker, at alle, spillere, trænere, forældre og frivillige, oplever, at dialogen i klubben er åben, og at man altid ved, hvor man kan henvende sig, hvis man har spørgsmål, bekymringer eller idéer, man gerne vil drøfte.

Sådan går man frem, når man har noget, man gerne vil tage op
For at gøre det tydeligt og nemt for alle at finde den rette vej i kommunikationen, har vi samlet de overordnede retningslinjerne her, og vil sikre yderligere kommunikation omkring processen snarest.


For vores yngste årgange (U8–U14):

  • Spiller/Forældre → Træner: Spilleren tager først dialogen direkte med sin træner.
  • Spiller/Forældre → Sportschef: Ved behov for yderligere dialog kan henvendelsen ske til sportschefen.
  • Forældre → Bestyrelse: Kun ved sager der ligger uden for træner eller sportschefens område.


For de ældre årgange (U16 og op):
Vi ønsker, at spillerne gradvist bliver mere selvstændige i forhold til dialoger om træning, trivsel og udvikling. Derfor opfordres spillerne selv til at tage kontakt direkte til træneren, og ved behov, tage direkte kontakt til sportschefen.
Forældre fungerer her primært som støtte og opbakning, mens spilleren selv håndterer dialogen.


For spillere over 18 år:
Spilleren varetager naturligvis selv al kontakt og dialog med trænere, sportschef og evt. bestyrelse.


Ønsker man at indsende en klage over en konkret situation, skal den sendes skriftligt til bestyrelsen@rsik-ishockey.dk, så den kan håndteres korrekt og af de rette personer.


Denne proces er med til at skabe en tryg og overskuelig proces, så alle kan blive hørt, uanset om det handler om spørgsmål, idéer eller noget, man gerne vil tage en snak om.


Et fælles ansvar for god adfærd og kommunikation
Rødovre Ishockey er en klub, hvor vi løfter i flok. Et godt og trygt ishockeymiljø opstår, når vi møder hinanden med respekt, taler ordentligt sammen og tager ansvar, både på og uden for isen. Det gælder for alle i klubben, uanset alder eller rolle, og det er sådan, vi sammen bidrager til et trygt og positivt fællesskab.


Vi deler Danmarks Ishockey Unions værdier om god adfærd, tryghed og ansvarlighed i sporten. Derfor har vi tydeliggjort kommunikationsvejen i klubben, for at skabe klare rammer, styrke dialogen og sikre, at alle ved, hvordan vi bedst tager kontakt og løser tingene sammen.


Når vi møder hinanden med respekt og en positiv tilgang, skaber vi sammen den kultur, der gør Rødovre Ishockey til et sted, man har lyst til at være, uanset om man spiller, træner eller støtter fra siden.


Med venlig hilsen
Bestyrelsen Rødovre Ishockey
Rødovre Skøjte og Ishockey Klub
E-mail: bestyrelsen@rsik-ishockey.dk